Et tredages kursus, hvor dansen er målet, og hvor du vil blive næret med bevægende inspiration
vi skal være mennesker i en cirkel
mærke kroppens lyst og rytme
hengive os i tillid til det skabende
læne os ind i det evigt bevægende
hente kraft og støtte fra de mytiske arketyper
vi skal danse myten om sælkvinden
danse mødet mellem natur og menneske
fejre frihedens genkomst
Vi kan finde frihed gennem bevægelse og genfinde det naturlige: rytmen, cirklen, vågen
samhørighed og det dansende udtryk. Dansen kan vække sider af vores væsen, de lyse og de
mørke, som kan være mere eller mindre skjulte for os, selvom de ofte viser sig i vores hverdag.
Ved at bevidstgøre og udtrykke det ikke-sproglige gennem kroppens sprog kan vi finde mere
nærvær og større frihed i udfoldelsen, og måske få en følelse af at være mere hel.
Disse dage vil vi danse og øve os i at bevæge os i tillid til livets vilkår.
I den rituelle dans vil vi med kroppen lytte ind i og spejle vores eget liv og historie i myten,
arketyperne og naturens elementer. Herfra vil vi lade os inspirere til nye bevægelser, veje og
rytmer i vores liv.
Der vil også være elementer af fri-form-dans, hvor vi gennem åbne invitationer til frie og nye
bevægelsesmuligheder, leger med mulighederne for at bryde vaner. Der vil også være elementer
af trin og fælles rytme, blandt andet med trommecirkler.
Der vil være farver og tegning, og der vil være historiefortælling, når vi dykker ind i myten om
sælkvinden.
Med meditation og øvelser vil vi nænsomt berøre forskellige sider af os selv og forbinde kvaliteter i
vores system med åndedræt og opmærksomhed.
Det kræver ingen forudsætninger at deltage.
Vi danser med det, der er.
Underviser
Maria Rose Dybvad er uddannet danser, psykomotorisk terapeut og yogalærer. Til dagligt
underviser hun grupper i dans, bevægelse, kropsbevidsthed og yoga med baggrund i
afspændingspædagogikken, den rituelle dans og Vækstcenterpædagogikken. Maria har været i
mesterlære i rituel dans og myteforståelse hos Brita Haugen og været underviser på uddannelsen i
rituel dans. Maria bor på Vækstcenteret og deltager i meditationstræning og længerevarende
retreats superviseret af Jes Bertelsen.
Michael Kirkegaard er underviser, danseunderviser, fortæller, trommespiller og tidligere højskolelærer på Vestjyllands Højskole i forskellige former for dans og bevægelse. Michael har arbejdet sammen med Brita på Vestjyllands højskole siden 1996.
Kurset foregår i Det runde hus i Forundringens have på Vestjyllands Højskole. Det er stort for os, at
vi igen skal danse på Vestjyllands Højskole. Det har været en drøm for os igennem årene, for det
var her, vi dansede med Brita Haugen, og nu er det, som om en cirkel sluttes ved, at vi igen skal
danse i den så kreative, farverige og grønne atmosfære igen.
For dig, der ikke har været med før, er det også en mulighed for at prøve rituel dans og at være i
disse omgivelser med os. Hvis du får lyst på mere, er det muligt at søge årsforløbet med rituel dans
som starter i september 2025 på Vestjyllands Højskole med Michael og Maria.