Maria Rose fremstod begge gange metaforisk set nærmest som et fint elvermenneske (for de af jer, der har set Ringenes Herre, så er metaforen ret præcis for hendes fremtoning ;-)), der fik os til at glemme det menneskelige for en stund.

Hun inviterede blødt og hjerteligt til forskellige typer bevægelse og dans.

Vi bevægede os henover en god rum tid fra at konsultere det mest ur-dyriske i os selv i form af at være amøbe, vanddyr og videre op på evolutionsstigen.

Vi forestillede os selv - og gjorde det i de bevægelser, der ligesom voksede indefra og ud - slangende, rullende, hoppende, logrende med hale, bevægende sig stateligt med gevir, dansende sært, sjovt og måske ind imellem ligefrem smukt, selv om der ikke krævedes nogle bestemte former for udtryk.

Alt sammen med velvalgt musik, der gjorde det trygt og nemt at gå ind i den frie, instinktive og intuitive bevægelse.