En hun-historie mere

Hun vidste præcis hvordan, men hun kendte ikke mellemregningerne. Hun faldt over sine egne ben. Nu sidder hun blandt roser. Nogen har engang besluttet, at den luksus af farver og dufte skal findes, tilgængeligt for alle. På bænken sætter en kvinde sig. Hun filtrer en få uger gammel baby ud af slyngen. Trækker ned i trøjen og lægger barnet til. Hendes bevægelser er rutinerede. Måske ikke hendes første barn? Måske netop hendes første?

To kvinder har deres ruter med hunden og rollatoren, og vand med i en flaske. Under roserne står en lille bakke. Hun har ikke set den. Kvinden bøjer sig ned, vender en sjat vand ud og fylder friskt i. Den anden går en runde. Det kalder hun det. Vandet er ikke til kvinderne selv, her i varmen. End ikke til hunden. Fuglene basker i det improviserede vandfad. Kvinderne kigger stjålent til hende med brystet fremme. De udveksler knapt blikke.

Hun skræller alder af de kvinder, der kommer med vand til fuglene. Ser dem lige så ranke og friske som hende, der sørger for væske i varmen til barnet. Ser dem glatte. Hun lægger alder og tyngde i kroppen til moren med brystet fremme. De bliver ikke jævnaldrende. Det er ikke det. De bliver heller ikke ens. De bliver bare lidt mildere. Hun bliver lidt mildere.

Barnet græder. De vender sig alle mod barnet. Hun har altid gjort sådan. Hvilket som helst barn kunne græde, og hun ville vende sig. Han grinede altid af hende. Det er ikke vores, sagde han. Underforstået: de børn har deres egne mødre. Du behøver ikke gøre noget. Men det var aldrig sådan. Det var bare, at et barn græd, og hun vendte sig. Kvinderne vender sig der i blandt roserne. Hun vidste intet.

Det er hendes første blødning. Sådan fortæller hende med vandflasken om den hund, der trisser afsted sammen med dem. Hun siger: det er tydeligt at hun har det anderledes nu, hvor blodet løber ud af hende. Hun er mere følsom, vil gerne gå en tur, men ikke for langt, hun piver lidt, hun skutter sig. Hun kigger ud af kattelemmen, når vi går. Det plejer hun ikke. Hun er mere indadvendt.

Det er hundens første blødning. Nu i løbetid, som det hedder. Hun lytter til de opmærksomme ord om hundens forandring. Interessen for de små skift, for stemninger. Hun har aldrig rigtigt forstået det med blødning og løbetid. Hvornår bliver hunde gravide? Det er ikke vigtigt, egentlig. Det vigtige er, at de ser, hvordan hunden ændrer sig nu, hvor hormoner svinger i hende. Hun svinger. Hunden svinger. Hun vidste intet.

Hun drømmer, at nogen så ømt havde iagttaget hendes første blødning.

En kugle af ild i hende. Døren knirker. Hun rejser sig ikke for at lukke den. Nu sidder hun med bare ben, nøgne fødder på køkkenbordet. Hun ved, ikke alene, at barnet ammes. Hun ved også, at de sørger for vand til fuglene under roserne, og at de lytter til hundens blod. Hun anede kun akkurat, at det kunne være en ting.