En hun-historie til

Hun gør det igen: Åbner munden for at sige, at hun vil ned, ikke op. Også selvom det er den modsatte retning af den andens. Hun deler trappen i to. Den anden tager fejl af hendes sitren, men ikke af ordene: Hun vil ned. Ikke for altid, slet ikke. Men midt på trappen vil hun ned. Trappen er delt i to. Hun ved udmærket, hvordan det skete og holder det for sig selv.

Der er den sitren omkring hende for tiden. Hun ved det godt. Det er ikke kun hende på trappen, der ser på hende og undres over, at den forsvinder, når hun åbner munden. Hver gang sker det. De kigger på hende, når ordene er sikre. Men de tager fejl, når de tror, at den sitren er hendes. Den er bare i hendes nærhed, på hendes side af trappen.

Ned kom hun. Det var det hun ville.

Nedenfor trappen ser hun pigen. Hun ligner en, der drømmer. Hun ser hendes bryster være ældre allerede. Ældre end da de var helt nye og pigen bekymrede sig om, hvor hurtigt de ville komme. De er fine og tunge. Det er tyngden, der gør dem til ikke helt unge bryster. Men de er også bryster, der har langt igen.

Pigen synger gennem de bryster på sit sprog. Hun bliver siddende længe nok til, at hun kan mærke de sten og småblade under fødderne, der klistrer våde til hende. Pigens hår stritter på en måde, hun ikke har set før. Hun får lyst til at række ud til det hår, til de syngende bryster. Hun ser hende i medlys. Pigen er helt åben, helt sin egen.

Engang tog de to bussen ned over øen. Ned til alléen, op til værelset i gavlen. Hun sang ’se min kjole’ for pigen på vejen derned. Hun er stadig hende, der sang for pigebarnet, der nu ligger og synger sit eget sprog fra brystet. Hun rækker ud, gør hun. I gavlværelset siger kvinden, der dengang var år ældre end hende: du giver mere end du får. Hun spurgte aldrig, hvad det betød. Eller hvem af dem hun sagde det til. Årtier senere ved hun, at det var et helt andet stof.

Hun kan vriste lag af sig, skrælle ind under nu og liste tilbage til gavlværelset, hvor barnet akkurat kunne holde sit hoved, greb med sine fingre og hun selv gik i korte sorte kjoler og ikke kunne give for meget. Hun afviste stjålent det regnskab, der ikke var hendes. Kvinden var på hendes alder, da hun sagde det. Giv ikke mere end du har. Hendes krop er ikke et tal, sådan afviste hun. Men hendes krop er også tal. En lillefingers bredde af dvale mellem nu og gavlværelset kan tælles. At give kan tælles.

At bryster kan skabe noget så strithåret og fint.

Symbiose er ikke min ting, nynner pigen. Hun ved, hvad hun taler om. Inde fra det strithår rækker pigen hånden ud. Der er ikke andet at gøre end at tage imod den. At give kan tælles. Dagen efter er hun der igen. Denne gang er det hende selv, der rækker hånden frem. Strithåret tager den forundret. Hun gider godt vente på det. Så det gør hun. Venter på modtagelsen, på dag to, nu hvor hun er kommet ned. En lillefingers bredde hen til hende.