En Hun-historie

Hun er den mindste. Det gør ikke noget. Hun ønsker sig ikke den andens krop, selvom det måske ville have været sådan engang. De to årtier imellem dem er deres. Det er mere end år. Men det er også år. Hun ønsker sig ikke engang hendes alder. Hun mærker yngstekvindens mave klukke af latter mod sin. Den rammer lidt højere end hendes egen mave. Hun er jo den mindste. Ligesom med mænd som næsten altid er større. 

De holder om taljerne, om maverne, der rammer skævt. De er allerede i gang, det ved de godt. De starter ikke fra scratch. Men der er noget mere. Et raseri så tindrende. Et raseri så blødt, at det må med. For de opdager, hvor tæmmet, der er. Og de græder over det, for det var slet ikke meningen, at al den glæde og alt det begær ikke skulle bruges. Og det var slet ikke meningen, at de skulle gå rundt pakket ind i gråt og blåt. Det var slet ikke meningen, at det skulle være så tilbageholdt og så påholdende. Slet ikke så ulystent.

Det er der, hun lader forårsskriget komme ud. Hun ser den anden stå nøgen ved søen, sprede armene ud og råbe kådt. Ser velkendt glæde sprede sig. Hun har gjort det før. Hun råber i skoven. Det synger i bladene. Selv plejer hun ikke at lave et forårsskrig. Hun hører: nu er det din tur. Men hun plejer ikke at stå ved søer og give forårskald. Det er ikke faldet hende ind.

Hun ved ikke, hvordan man gør. Forlegen åbner hun armene, står nøgen, lidt forskrækket, suger luft ind og lader så lyden komme. Det er en lyd, hun ikke kender. Øverst en tone, der ikke er hendes. Det gjalder og synger i træerne. Tæt på, og langt væk. Den lægger sig oveni den kendte lyd af hendes stemme, der sammen med luften rejser hen over søen til træerne, som tager imod og laver ekko, på ekko, på ekko. Selvom hun ikke kan synge og ikke ramme toner rent, og ikke har forstand på musik, så kan hun høre, at den tone er ren. Den er let og ren, af en slags hun ikke kender som sin. 

Den anden ser forundret på hende. Hun smiler. Hun hørte det også. Havde hun sagt noget, så ville hun have sagt: jeg vidste at den fandtes. Alligevel ser hun forundret på hende. Som om lyden måtte komme fra en krop større end den nøgne i vand. De griber efter den forstørrelse, der er af, at de er to. Der er vådt og åbent. Det bliver der nødt til at være, for det, de er i gang med, kan ikke ske, hvor der er trangt.