Endnu en Hun-historie

De går forbi hinanden i krattet. Stien er så smal, at de er nødt til at gå lidt til side. De ser ikke på hinanden, smyger sig bare forbi. Men da de igen har et stykke af stien for sig selv, vender de sig. Stolt står den der og ser hende an. Man har sagt om hende, at hun selv bevæger sig som en kat. Hun ved ikke, hvad de taler om. Intet er så elegant som den kat, der står der med kroppen vredet og vendt mod hende. Sådan står hun ikke. Men de ser hinanden, to væsener. En med og en uden pels. Med og uden så meget andet.

Med næsen i en snerle samler hun mod. Hvis hun nogensinde får tid nok, så vil hun blive ved med at gå uden at se op, med snuden mod firkløvere. Men hun ser op og finder sprækken. Hun vrikker sig ind under stenen, en klippe er det faktisk. Hun smyger hun sig ind i den lille hule, der er der. Hun finder sig på plads. Der er kun lige akkurat rum til at skrue hofterne ind i en ny stilling, hvor hun fortsat har udsyn. Hun vipper en tå, for ligesom at tjekke om noget skulle være klar til bevægelse. Det er ikke endnu. Det er al den bevægelse, der er. Det er der, hun ser hende.

De kan lige være ved siden af hinanden. Der er ikke plads, det er der ikke. Alligevel rykker hun, så de kan være to. Hun ligger med lukkede øjne, den anden er kravlet ind i hulen med store åbne øjne. Hendes mørke hår ligger mellem deres bryster. De tror, at de ligger skjult. De tror, at deres åbne og lukkede øjne kun er for dem. Det tror de virkelig.

Klædt i silke er de, hver sin. Hun når at tænke, at hendes læber er helt perfekt bløde tegnet op. Det er der, hun siger: Jeg er helt rød indeni. Hun vil forklare, hvorfor hun ikke kan genkende hende. Hun ved, hvad helt rød indeni er. Det er ikke en undskyldning, det er bare hvirvlen af blod. De ligger, uden helt at kende hinanden.

De kender hinanden. De har vristet sig ud af hulen og er i krattet. Invasiv art, siger de, at grenene er. De er der, før de sorte bær er klar. Katten har lagt sig for at hvile på maven. Hun vugger smerten ud under kattens varme. Ingen skal sige, at man ikke bløder under invasive arter. Selv krattet skåner dem i dag. Ingen skal sige, at man ikke bløder lår og jord til. Selv uden livmoder. I krattet ser hun maven med katten, der hviler.

Selv giver hun efter i lænden, vugger i hofterne, da blodet slipper. Her år senere kan hun genkalde sig den følelse af blod, der slipper.